Ny aftale skal gøre nordjysk flextrafik grønnere med lynladere ved hospitaler

En ny aftale mellem Region Nordjylland, Nordjyllands Trafikselskab (NT) og energiselskabet OK skal sikre etableringen af syv lynladestandere til flextrafikken i regionen. Ladestanderne placeres ved centrale hospitaler i blandt andet Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Farsø og Hobro og forventes klar senest i juli 2027.
Placeringen er valgt, fordi hospitalerne fungerer som vigtige knudepunkter for flextrafikken, som dagligt benyttes af mange borgere. Ifølge Poul Kristensen, formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse i Region Nordjylland, er aftalen et vigtigt skridt i den grønne omstilling:
"Vi er rigtig glade for aftalen om lynladere ved Regionens hospitaler. Det er et vigtigt rygstød til den grønne omstilling af flextrafikken, at vi får et stærkt og geografisk bredt ladenetværk, som gør den kollektive transport til et endnu mere fornuftigt valg – også når man som patient eller pårørende skal til hospitalet."
Regionen arbejder allerede med at gøre kollektiv transport grønnere, og en stor del af busdriften er i dag fossilfri eller emissionsfri. Næste skridt er at omstille flextrafikken, hvor der i kommende udbud stilles krav om emissionsfrie køretøjer.
Lynladerne vil primært blive brugt af NT’s egne køretøjer i dagtimerne, men uden for spidsbelastning vil de være tilgængelige for private elbilister. Det skal sikre en bedre udnyttelse af kapaciteten.
Hos OK fremhæver e-mobilitetschef Thor Folmann Krarup, at projektet både styrker den kollektive transport og mulighederne for opladning i hele regionen:
"Vi er stolte over både at bidrage til den grønne omstilling af flextrafikken i Nordjylland og samtidig styrke mulighederne for opladning for private elbilister. Denne løsning og placeringen ved Regionens hospitaler gør ladestanderne tilgængelige for mange og understøtter effektivt omstillingen."
Faktaboks: Lynladere i Nordjylland
- 7 lynladestandere etableres ved hospitaler i Nordjylland
- Placeringer: Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Farsø og Hobro
- Hver lader har 300 kW og to ladepunkter (14 biler samtidig)
- Skal være i drift senest juli 2027
- 10-årig kontrakt mellem Region Nordjylland, NT og OK (2027-2037)
- Reserveret til flextrafik kl. 09-15, åbne for private resten af døgnet
- Formål: understøtte grøn omstilling og bedre energiinfrastruktur






Accepter kun nødvendige cookies